Jeg tilbyder graviditets-, fødsels- og forældreforberedende samtaler, fødselsforberedelse samt efterfødselssamtaler og barselsbesøg.
Jeg beskæftiger mig også specifikt med partnere i relation til forældreskabet. Både med ene-samtaler og som parsamtaler, hvor det kan være et tema, vi sammen tager op.
Jeg tilbyder desuden kropsbehandlinger, herunder naturlige igangsættelsesforløb med hindeløsning efter termin, rebozo og akupressur.
Dette for at forebygge, og give et alternativ til den medicinske igangsættelse.
Mine ydelser er både til din krop og til dit sind. Til dig som er gravid, til dig som er partner og til det fælles forældreskab.
Læs mere om mine kropslige behandlinger nedenfor og under fanerne TIL GRAVIDE og TIL PARTNERE
-
Fødsler deltager jeg ikke i på nuværende tidspunkt.
Jeg er udecyklende jordemoder i Kbh, hvilket vil sige, at alle konsultationer foregår i dit eller jeres eget hjem eller over telefonen.
Beskrivelse af de kropslige behandlinger
Hindeløsning: naturlig igangsættelse
Efter termin (uge 40+0) kan jeg tilbyde at undersøge dig indvendigt for at vurdere, hvor ”moden” du er, hvilket betyder om livmoderhals er ved at gøre sig klar til fødsel.
Undersøgelsen starter med, at jeg først mærker dig på maven for at sikre, at barnet står som det skal, og så lytter jeg hjertelyd. Hvis det hele ser fint ud, mærker jeg på dig indvendigt. Hvis jeg vurderer, at omstændighederne er gunstige for en hindeløsning, og at du fortsat ønsker dette, kan det tilbydes.
Selve hindeløsningen foregår ved, at jeg med to fingre masserer din livmoderhals indvendigt og samtidig løsner fosterhinderne fra indersiden af livmoderen. Ved denne stimuli frigøres hormonet prostaglandin, som modner livmoderhalsen og påvirker livmoderen til at lave sammentrækninger.
Efter en hindeløsning vil de fleste opleve at mærke en øget aktivitet i form af murren eller plukkeveer, som gerne skal udvikle sig til “rigtige” veer. Der kan også forekomme en smule pletblødning.
At kombinere akupressur og rebozo med en hindeløsning, kan være rigtig effektivt til at sætte gang i fødselsprocessen.
Rebozo massage: naturlig igangsættelse, smertelindring, afspænding, optimal hovedstilling til fødsel, lukning.
En Rebozo betyder tørklæde eller sjal, og blev oprindeligt opfundet af mayaindianerne som hjælpemiddel til blandt andet graviditet, fødsel og barsel. Rebozoen har stille og roligt gjort sit indpas i den danske fødekultur gennem de sidste mange år, og er ikke længere et sjældent syn på de danske fødestuer.
Rebozo er en teknik hvor klædet bruges til at massere, vugge og strække bækkenet for at få løsnet op i de mange muskler og ligamenter som er vedhæftet. Spændinger og smerter i bækkenet er en hyppig gene hos gravide, som kan have betydning for et graviditets- og fødselsforløb.
Udover at teknikken bruges til afspænding og smertelindring, kan den også bruges til at indstille barnets hoved optimalt i bækkenet eller til vendingsforsøg, hvis babyen ligger med numsen nedad.
Rebozoen kan i slutningen af graviditeten også bruges som fødselsmodnende behandling.
Akupressur: naturlig igangsættelse, smertelindring, afspænding, mælkeproduktion, mavegener
Akupressur er en blid og naturlig metode, der stammer fra traditionel kinesisk medicin, hvor man i tusinder af år har arbejdet med kroppens energibaner, for at skabe balance og velvære. For gravide kvinder kan akupressur være en hjælpende hånd gennem en tid, der både er smuk og udfordrende.
Ved hjælp af blide tryk med fingrene på specifikke punkter på kroppen, kan man lindre almindelige graviditetsgener som kvalme, søvnløshed, lændesmerter og uro. Nogle punkter kan også støtte kroppen i at forberede sig til fødslen – ved at fremme afslapning, stimulere hormoner og støtte ve-aktivitet naturligt, når tiden er inde.
Akupressur handler om at lytte til kroppen og skabe balance indefra. Det er et kærligt redskab, der inviterer til ro, kontakt og tillid – både til kroppen og til den proces, der er i gang. Akupressur kræver ingen nåle eller avanceret udstyr – blot rolige hænder og viden om de rette punkter.
Moxa (motherwarming): Tilbydes indenfor de første 10 dage efter fødslen.
Moxa-behandling efter fødslen er en ældgammel, nænsom praksis, der kommer fra traditionel kinesisk medicin og handler om at varme kroppen op – både fysisk og energetisk – efter den store kraftpræstation, en fødsel er.
Når en kvinde har givet liv, er hendes krop åben, sårbar og ofte kold i energien. Her kommer moxaen som en mild, helende ild – en varm omfavnelse til det sted, hvor livet kom til verden. Behandlingen udføres med en glødende moxa-rulle – tørret kinesisk gråbynke – som holdes tæt på huden, typisk over området ved navlen og lænden, uden at berøre.
Varmen går i dybden, styrker livsenergien (qi), understøtter blodets cirkulation og hjælper kroppen med at samle sig igen. Det er som om varmen vækker kroppens indre visdom og minder den om, at det nu er tid til at hele, at genfinde sin styrke og ro.
For mange kvinder bliver moxa et rituelt øjeblik – et lille pusterum i en tid, hvor alt er forandret. En stille stund, hvor man ærer sig selv, sin krop og det mirakel, man netop har gennemgået.
Rebozolukning: ceremoni, overgangsritual.
En rebozo-lukning er et nænsomt efterfødselsritual, hvor kvinden med lange, vævede tørklæder omfavnes i en omsorgsfuld proces. Et område ad gangen bliber kroppen holdt – både fysisk og følelsesmæssigt – efter den dybe åbning, en fødsel er.
En lukningen begynder ofte i stilhed, med fokus på åndedrættet, og herefter bindes rebozoerne omkring hoved, skuldre, hofter, ben og fødder. Trykket er fast, men kærligt, og skaber en følelse af at blive holdt om.
Det er en måde at markere overgangen fra graviditet til moderskab, et rum hvor den fødende får lov til at lande, mærke sig selv og blive samlet efter den store forandring.
Rebozo-lukningen er mere end blot en fysisk støtte – det er en helende ceremoni, der rummer plads til både eftertanke, taknemmelighed og ro. Den støtter også i at afslutte og ære den rejse, som graviditet og fødsel har været. Den giver mulighed for refleksion, for at give slip, og for at træde ind i det nye kapitel med styrke og ro.
I en lukning inviterer jeg til, at de mennesker du har kær, kan deltage i bindingerne, så du vil opleve omfavnelsen fra dem der betyder noget for dig. Alle kan være med.
/ Obs. lukning kan kombineres med moxa indtil uge 10